FAKTA

Rodebay eller på grønlandsk Oqaatsut er en lille traditionel bygd, som ligger på en halvø, godt beskyttet mod vejr og vind med udsigt til Diskobugtens isfjelde. Den ligger blot 14 km i luftlinie fra Ilulissat og kan let nås på vandreture, hundeslæde eller med båd. Her har boet mennesker langt tilbage i tiden; først var området en inuit boplads, dernæst blev det et hollandsk hvalfangersted, og i 1877 fik stedet status som dansk koloni. Den gamle hvalfangerkultur fornægter sig ikke og præger stadig den lille bygd med sit karakteristiske hvaloptrækningssted, som ligger tæt på Hotel Nordlys. I dag har bygden 46 indbyggere og huser en lille fiskefabrik med ca. 10 ansatte i højsæsonen, som har specialiseret sig i forædling af hellefisk, havkat og torsk med fokus på naturtørring.

Ilulissat er Grønlands tredjestørste by og Diskobugtens hovedby. Den ligger cirka to km nord for mundingen af Ilulissat Isfjord i Qaasuitsup Kommune.

Ilulissat Isfjord er verdensberømt og i 2004 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Hvert år valfarter turister og forskere til fjorden for blandt andet at se de kæmpemæssige isfjelde fra Isstrømmen Sermeq Kujalleq, som er verdens hurtigste og en af verdens mest produktive gletsjere.