Lystfiskeri - Torsk i nærheden af Oqaatsut

Vi sejler ud fra Oqaatsut. Forinden anbefaler vi, at I derhjemme har lagt en flaske hvidvin på køl. I får brug for den!

Farvandet ved Oqaatsut huser mange forskellige arter fisk; hellefisk, torsk, havkat, uvakker, ulke, rødfisk, isinger. Om sommeren, specielt fra medio juni til starten af juli, kommer ammassatter, lodder, til kysten i enorme stimer for at gyde. De er så talrige, at fiskene kan samles i stranden med de bare næver eller i net.

Vi sejler ud til de gode fiskepladser for at fiske og pilke torsk, eller hvad havet nu tilbyder netop den dag. Med lidt held fanger vi torsk og andre fisk, som vi bringer med tilbage til bygden, for hvem holder ikke af friskfanget fisk til aftensmad?

Afhængig af tidspunktet, lægger vi selvfølgelig til de steder, hvor ammassatterne gyder, så vi kan samle en stor posefuld. De tørres normalt på klipperne og er en ren vitaminbombe.
Alle kan deltage på denne tur, som er fyldt med store oplevelser og smukke omgivelser. Om bord nyder vi kaffe og the.

BONUSINFO
Ønsker I selv at fiske, kræves fisketegn, som ikke er inkluderet i prisen. Tegnet kan købes hos North Greenland Adventure og koster for 1 døgn 75,- DKK, en uge 200,- DKK eller en måned 500,- DKK.

ET GODT RÅD
Tag varmt tøj på – også midt på sommeren.

Sværhedsgrad: Let
Minimum antal deltagere: 2

Pris: 595,- DKK per person

Booking